Wordfeudia

Wordfeudia har skiftet navn til Feudia og har fået ny brugerflade 23. juni 2013. Denne side gælder for den “gamle” brugerflade. Siden opdateres snarest, så den afspejler den nye brugerflade, men kan i al væsentlig sagtens anvendes til den nye brugerflade.

Vore turneringer foregår ved hjælp af turneringssystemet Wordfeudia. Vi har selv spillet på Wordfeudia i halvandet år, og alt fungerer stort set upåklageligt. FeudMaster.dk har et tæt samarbejde med Wordfeudia og vi har vores egen turneringssider på Wordfeudia. Her lidt information om, hvordan det hele foregår.

Wordfeudia finder du ved at trykke på logoet:

FeudMaster Wordfeud turneringer. Link til Wordfeudias Wordfeud turneringer

Du skal først oprette en konto med mailadresse og med dit Wordfeud-brugernavn. Her er det meget vigtigt, at du bruger dit Wordfeud-brugernavn som dit profilnavn på Wordfeudia. Alt andet skaber bare forvirring. Det er også vigtigt, at dit profilnavn og Wordfeud-brugernnavn ikke indeholder specialkarakterer, grafiske karakterer eller lignende, da det godt kan give problemer i forhold til enheder, der ikke har de samme specialkaraktererer eller grafiske karakterer.

Når du har oprettet en konto går du ind i “My Account” og her får du adgang til din profil, som indeholder statistik over dine spil, et profilbillede, preferencer for hvornår du vil have notifikationer, dit foretrukne sprog med mere.

Din “Play Activity” fortæller noget om, hvor flittig du er til at få dine spil afsluttet til tiden, og en række turneringer (for eksempel FeudMaster Ligaen) fordrer en vis “Play Activity” for at du kan få lov til at deltage. Herudover kan du se din gennemsnitsscore, hvor mange spil, du har spillet, hvor mange du har vundet, spillet uafgjort og tabt, og du kan også se en “Performance rating” og din totale placering øverst på skærmen.

På din “My Account”-side kan du også få et overblik over de turneringer, du deltager i. Både dem, der er afsluttede (“finished”), dem som er i gang i øjeblikket (“busy”) og dem, der venter på flere deltagere (“open”). Du kan også se, hvilke spil, du har gang i, hvad stillingen er, og hvor lang tid, der er tilbage, inden spillet skal være afsluttet.

Hvis du vælger “Tournaments” i øverste bjælke, så får du en oversigt over alle turneringer, der kører på Wordfeudia. Det kan være ret uoverskueligt, så der er en filterfunktion, hvor du kan selektere de turneringer, der interesserer dig. Du kan vælge mellem

  • Type: “public” er åbne for alle eller “private” kræver password
  • Status: “open” kan man tilmelde sig, “busy” kører i øjeblikket og “finished” er afsluttet
  • Players: forskellige antal spillere
  • Tournament Style: “pool” er alle-mod-alle, “knock-out” er en-mod-en, “pool+knock-out” foregår som en indledende runde alle-mod-alle, hvor de bedste i hver pulje går videre til “knock-out”-fasen eller til næste runde alle-mod-alle for de helt store turneringer.
  • Language: her vælger systemet selv “Danish”, hvis du har valgt dette i din profil.
  • Board: “standard” og “random” bræt.

Når du har valgt dine kriterier, får du en liste over de turneringer, der har relevans og du kan nu gå ind på de enkelte turneringer og registrere dig som deltager. Visse turneringer er markeret med en lås; disse turneringer kræver password; det vil sige, du skal kende dem, der har lavet turneringen.

Først når du kommer ind på den enkelte turnering, kan du se, hvilken betænkningstid, turneringen kører med; 3, 4, 5,6 eller 7 døgn Her er det meget vigtigt at forstå, at det altid er betænkningstiden for hele spillet, det handler om. Desværre er der ind imellem tilmeldte, som ikke respekterer dette, og kan man ikke afsætte den nødvendige tid til at spille spillene færdig i et rimeligt tempo, så bør man holde sig væk. Hvis du vil registrere dig, så trykker du på “Register” og indtaster eventuelt password. Herefter kommer du på listen over tilmeldte og skal nu bare vente på, at turneringen bliver fyldt op. Så får du en mail om, hvad du skal gøre.

Bemærk, at selv om det er betænkningstiden for hele spillet, der står på siden for turneringen, så gælder der stadigvæk også, at ingen træk må vare længere end 72 timer, da Wordfeud så automatisk afslutter spillet.

Wordfeudia styrer selv, hvornår næste spil i en turnering skal sættes i gang, og du får en mail om dette for hvert spil. Hvis du vil afvikle en turnering hurtigere, kan du selv starte næste spil på turneringssiden. Du kan spille op til 3 spil samtidigt i hver turnering; i visse tilfælde 4 spil samtidigt. Når en kamp sættes i gang, skal en af spillere invitere den anden i Wordfeud ved at skrive brugernavnet ind og så trykke på Invite i Wordfeud; man kan dog også selv invitere, selv om det egentlig er modparten, der skal invitere.

Når en kamp er færdigspillet, skal begge spillere ind på turneringssiden og opdatere score og trykke resultatet ind, så systemet kan se, at deltagerne er enige om resultatet. Du kan også skrive scoren ind løbende mens et spil er i gang. Man får 3 point for en vundet kamp, 1 point for en uafgjort kamp og 0 point for en tabt kamp. Placeringer udregnes først efter point, herefter efter forskellen i score og herefter efter flest scorede point.

Hvis der er en modstander, der ikke svarer, kan du trykke på “Menu” og rapportere dette til “dommeren”. Hvis en spiller ikke svarer, tiden er ved at udløbe og stillingen er 0-0, så indtast 0-0 i scoren og tryk på “I have won”, og husk at trykke “Menu” og rapportere til dommeren, at modstanderen ikke reagerer. Der bliver kun lavet ny beregning af gennemsnitsscoren, hvis begge spillere er skrevet ind med  over 200 point, så 0-0 påvirker ikke din gennemsnitsscore. Hvis Wordfeudia får gentagne klager over en spiller, vil Wordfeudia sortliste spilleren, så vedkommendes konto bliver slettet og vedkommende bliver udelukket fra at spille på Wordfeudia.

Etikette: Det anses for at være ufint

  • ikke at spille færdig inden betænkningstiden udløber
  • ikke at rapportere resultatet forholdsvis hurtigt, når spillet er færdigt.
  • at opgive en kamp inden den er helt færdig, da det påvirker din modstanders genenemsnitsscore.
  • kun at opdatere sin egen score, når man opdaterer scoren
  • kun at opdatere score i de spil, man fører i.
  • at forhale spillet, hvis man er foran

Har du spørgsmål, så send en mail til feud@feudmaster.dk, så svarer vi så hurtigt som muligt, men bemærk, at turneringen er ude af vores “hænder” så snart vi har oprettet den. Vi kan ikke slette folk, vi kan ikke idømme bøder, og vi kan ikke udstede trusler. Det hele køres af “Wordfeudia”.