FeudMaster #1000

Så nærmer vi os tiden, hvor der er blevet afholdt 1000 FeudMaster Turneringer siden starten 21. april 2012 (den første FeudMaster Turnering blev i øvrigt vundet af Peter B).

I den anledning laver vi selvfølgelig en speciel FeudMaster #1000, som man skal kvalificere sig til. Kvalifikation foregår i 4 mands PØL-grupper, hvor vinderen i hver gruppe går videre til FeudMaster #1000. Hvor mange 4 mands PØL-grupper, der bliver oprettet og hvornår, er en velbevaret hemmelighed, så du ved aldrig, om den næste bliver den sidste, og du derfor lige så godt kan melde dig til en nuværende kvalifikation med 3 tidligere ligamestre; eller om du skal tage chancen og vente til den næste kvalifikation, der måske ikke kommer. Det er helt op til dig.

Turneringerne kræver Password, der står nederst på siden; så er der en vis chance for, at man får læst reglerne inden man melder sig til.

Regler: Man må kun deltage i 1 (EN (UNO)) PØL #1000 Kvalifikation IALT; det er derfor ikke helt ligemeget, hvad for en pulje, man melder sig til. Hvis man skulle finde på at melde sig til flere PØL #1000 Kvalifikationer, bare for at provokere, eller fordi man ikke forstår reglerne, eller fordi man ikke kan se en knap uden at trykke på den, så bliver man simpelthen bare diskvalificeret.

Kvalifikationerne starter nu og kører indtil efterårsferien. Selve FeudMaster #1000 finalen starter efter efterårsferien. Der er naturligvis en pokal på Hall-of-Fame til vinderen. De kvalificerede modtager password på Feudia Chat, når turneringen går i gang.

For de statistik-interesserede, så kan jeg oplyse, at der pr. dags dato er spillet 968 FeudMaster Turneringer med i alt 46062 kampe. Hvis vi antager, at hver spiller bruger 2 minutter pr. træk, og der er 30 træk i et spil, så snakker vi om 92.000 timer, som cirka svarer til 50 års arbejde.

Password til kvalifikationen er “FM1000″ og kvalifikationen er i gang.