Wordfeud for begyndere

Her er 10 punkter til bedre Wordfeud for begynderen. Du kan finde flere gode råd i bogen: “Vind i Wordfeud”

Første punkt
Det er ikke godt at skrive lange ord med nemme bogstaver. Modstanderen får simpelthen nemmere ved at skrive på tværs eller endnu værre på langs af dine bogstaver og tage en masse point. Se følgende eksempel:

Modstanderen starter med “KAT” for 6 point; du skriver “TENEN” for 8 point (DL for E) og modstanderen skriver “SIG” og får 14 for “SIG” (TL for I), 3 for “ES”, 10 for “NI” (TL for I) og 4 for “EG”; i alt 31 point for 3 bogstaver og du er allerede bagud 37-8.

Strategi for begyndere i Wordfeud. Flere ord samtidigt

Andet punkt
Pas på bonusfelterne. Det er vigtigt, at du ikke åbner adgangen til bonusfelter for modstanderen. Se følgende eksempel:

Strategi for begyndere i Wordfeud. Bonusfelter      Strategi for begyndere i Wordfeud. Hægtning af ord

Ved at skrive “RASLE” til 14 point (DW) har du lukket op for at modstanderen kan skrive et ord på tværs; blot det indeholder “R” “S” eller “T”. Hvis modstanderen selv skriver “RASLE” vandret med “R” under “RASLE”, får modstanderen 24 point for “RASLER” (TW) og 27 point for “RASLE” (TL for E og TW) i alt 51 point for det samme ord. Dette illustrerer meget tydeligt, at det er vigtigere HVOR man skriver ordet, end HVAD det er for et ord, man skriver. TW i ovenstående betegnes som et “Bonus krydsfelt”, hvor man kan få point og bonus i to retninger samtidigt.

Pas også på, TL felterne, der kan give anledning til nogle høje point. Se følgende eksempel, som også viser et “Bonus krydsfelt”

Strategi for begyndere i Wordfeud. TL Felter

Anbringer man et “Æ” til venstre for “D” og over “G” får man igen point og bonus i begge retninger. Man får 14 point for “ÆD” (TL for Æ) og 15 point for “ÆG” (TL for Æ) i alt 29 point for et enkelt bogstav. Skulle man være så heldig at have et “C”, er det endnu bedre, da både “CD” og “CG” er gyldige ord.

Pas på disse situationer. De opstår stort set i hvert eneste spil og man kommer voldsomt bagud, hvis man overser dem. Se en sådan situation fra et rigtig spil her.

Tredje punkt
Tryk på Shuffle, hvis du ikke kan finde et godt ord. Den bytter bare rundt på bogstaverne, men din hjerne finder nye kombinationer, når du ser nye mønstre. Alle dygtige Scrabble- og Wordfeud-spillere Shuffler, når de ikke lige kan finde “ORDET”.

Fjerde punkt
Lær alle forkortelserne.
Strategi for begyndere i Wordfeud. Forkortelser

Anbringer du et “C” til venstre for “M” og over “L” får du 28 point for “CM” og 26 point for “CL”; i alt 54 point for et bogstav, så tal pænt om bogstavet “C”. Der er en liste over 2-bogstavs ord i vores ordlister andetsteds på siden; heri er også alle forkortelserne.

Femte punkt
Pas på ikke at ende med rene vokaler eller konsonanter. Det er bedst at have to til tre vokaler, da det giver flest muligheder. Tænk over, hvad du har tilbage, inden du spiller det næste ord.

Sjette punkt
Vær ikke bange for at bruge Swap Tiles, hvis du har en elendig hånd. En elendig hånd har

- få konsonanter
- få vokaler
- mange ens bogstaver
- mange specielle bogstaver, som ikke umiddelbart kan bruges

Princippet er, hvis du alligevel ikke kan skrive noget, der giver nogle point med din nuværende hånd, så taber du ikke ret meget ved at swappe. Desuden risikerer du meget nemt, at du heller ikke kan skrive noget godt næste gang, hvis du ikke swapper.

Syvende punkt
Lær nogle af ordene, der indeholder Z, C og X. De giver mange point, når det lykkes.

Lær alle ord med 2 og 3 bogstaver. Du behøver ikke at kunne lire dem af i rækkefølge; bare læs listerne igennem engang imellem og brug dem, så kommer de automatisk til at indgå i dine tankerækker.

Ottende punkt
Det er sjældent man får lov at anbringe alle 7 bogstaver på een gang. Det giver 40 point ekstra udover de point man får for ordet. Såfremt du vil øge din chance for at lave en “Bingo” eller en “Seven Down”, som den også kaldes, så kan du med fordel gemme på de bogstaver, der er i ordet “STRANDE”, da de optræder i flest sammenhænge samt naturligvis de 2 jokere. Du kan se i vores statistiske tabeller, hvor mange gyldige ord, der indeholder de forskellige bogstaver.

Niende punkt
Hvis du er så heldig at få en joker, så lad være med at bruge den på noget, der ikke giver noget. Den skal bruges til at forlænge et ord, der så kommer ind i et DW eller TW felt og den skal ikke bruges på et DL eller TL felt, da den giver 0 point. Herudover kan den gemmes for at forsøge at lave et ord med syv bogstaver.

Tiende punkt
Begynderen mangler først og fremmest en fornemmelse for det defensive spil. Der skrives lange ord, som tit giver relativt få point, men som til gengæld lukker op for mange muligheder for modstanderen. Hvis du ikke kan skrive et godt ord, så overvej at skrive et kort ord, der begrænser modstanderens muligheder; f.eks. ved at skrive langs med de allerede brugte ord. Det er lige så vigtigt at spare point, som det er at score point, og spare point gør du ved at begrænse modstanderens muligheder.