Snyd (dig selv) i Wordfeud

Wordfeud-feberen har grebet Danmark, og nettet flyder over med snydesider og snydeprogrammer  til spillet. Du kan købe Apps, der næsten spiller spillet for dig, og der er en hjemmeside, hvor du kan skrive dine bogstaver ind og få det bedste ord osv. osv. Men hvem snyder egentlig hvem? Det vil vi prøve at besvare i denne artikel.

Du kan komme et stykke ad vejen i dine Wordfeud-præstationer ved hjælp af disse værktøjer, men den chokerende nyhed er bare, at det er forkert altid at lægge det ord, der giver flest point, og det er hvad snydeprogrammerne kan finde ud af. Det er faktisk en stor fejl, som du vil opdage, så snart du spiller med spillere, der er kommet ud over begynderstadiet. Er du i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt, så se på denne opgave.

Lad os se på, hvad der foregår, når rigtig dygtige Wordfeud-spillere går i gang. Der startes meget forsigtigt med korte ord; ofte lægges der bare et bogstav hver gang, og om det giver 5 eller 22 point virker som om det egentlig er ligegyldigt. Spillerne er meget opmærksomme på ikke at lade modstanderen anbringe dyre bogstaver i TL felterne og på at blokere adgangene til TW felterne ude i siden. Du vil opleve, at en af spillerne melder “PAS” til trods for at der kan lægges et ord til 10 point. I næste træk anbringes et “M” til 7 point, selvom der er mulighed for at skrive “STRAND” med bonus til 16 point. Hvorfor det? Fordi god Wordfeud handler om ikke at lave blottelser og om at reducere modstanderens muligheder og øge egne muligheder.

Her er et typisk bord fra starten af sådan et spil. Læg mærke til hvor kompakt, der spilles:

Snyd i Wordfeud. Kompakt spil

Lad os nu se på en af de mange situationer, hvor snydeprogrammerne kommer til kort (eller bogstav). Situationen er taget fra et rigtigt spil, og vi kan ikke vide, om modparten bruger snydeprogram eller ej, men situationen er typisk uanset hvad. Vi har skrevet alle de korte ord i nedenstående diagram og modparten har skrevet alle de lange med 5 bogstaver, bortset fra “NITTE”, som med DW og TW gav 50 point. Modstanderen bruger med andre ord omkring 4 bogstaver, hver gang der skrives et ord. Læg mærke til, hvor spredt bogstaverne bliver anbragt af modstanderen, mens vi forsøger at trykke spillet sammen.

Snyd i Wordfeud. Åbent spil

Modstanderen skriver nu “SANDS”, som bruger 4 bogstaver “SANS”, der ikke giver de store point, og det er en rigtig dårlig ide. For det første, er der bedre steder at bruge de 4 bogstaver “SANS” på brættet. For det andet er det en dårlig ide at bruge 4 af de “nemme” bogstaver, uden at få mere end 11 point for dem. For det tredje, og det er det værste, så åbner “SANDS” op for DW over “S” og TW under “S”, så modstanderen kan få 6-dobbelt point for ethvert ord med S i tredjesidste position, og dem er der rigtig mange af. Der sker da også, hvad man kan forvente:

Snyd i Wordfeud. Blottelser

Så selvom ordet “SANDS” måske var det ord, der gav flest point for modstanderen, så kostede det alligevel 78 point. Et klart eksempel på, at evnen til at finde det længste ord, eller det ord, der giver flest point i situationen intet betyder i forhold til at lære finesserne i spillet.

Her kan vi for eksemplets skyld antage, at modstanderen har brugt hjemmesiden, der finder en liste over ord, man kan danne ud fra de bogstaver, man skriver ind, men hvad nu hvis modstanderen i stedet havde brugt en af de App’s, der også finder den bedste placering med hensyn til point ud fra et billede af spillet. Ja, så havde vi fået bedre modstand og App’en havde nok foreslået at anbringe “SANS” nedad, så det sidste “S” stod til højre for “FEM”, men det ville også have været et forkert træk; selvom det gav flere point; det lukker nemlig op for TW feltet øverst til højre.

Et andet vigtigt element, som også overses af snydeprogrammerne, er, at hvis man hver gang skriver ord med 5-6 bogstaver, så mister man totalt kontrollen over de bogstaver, man har på hånden. Selvom du kan lave 20 point her og nu med 6 af dine bogstaver, så nytter det ikke noget, hvis du bagefter står med en hånd, der hedder “HÅZPPDC”. Den gode spiller foretrækker korte ord, fordi man så bevarer en vis kontrol med indholdet af hånden, og den gode spiller vil mindst have 40-50 point for 6 bogstaver.  Tænk også over, at de gode spillere ligger på et gennemsnit på over 450 point pr. spil. Da hver spiller i gennemsnit får 52 bogstaver pr. spil, så skal du altså have næsten 9 point i gennemsnit pr. bogstav. “SANDS” for 4 bogstaver gav 2.75 point pr. anbragt bogstav mens “BLUSET” for 5 bogstaver gav 15.60 point pr. anbragt bogstav.

Hver gang man skriver et ord i Wordfeud, skal man tage hensyn til

- hvor mange point man får for ordet.

- hvilke bogstaver der bliver tilbage på hånden, når man har skrevet ordet.

- hvilke vigtige felter åbner man op for, når man skriver ordet.

- hvilke vigtige felter blokerer man for, når man skriver ordet.

- hvad skrev din modstander i sine sidste træk og meget meget mere.

Ingen af de snydeprogrammer eller hjemmesider, som findes på markedet i dag, tager hensyn til disse elementer, og det er jo nok også derfor, at dem der er gode til Wordfeud ikke er så bange for snydeprogrammerne. Bruger du snydeprogrammer, kan du da sikkert godt slå vennerne, men du har ikke mange chancer overfor en, der er dygtig til Wordfeud. Ved at bruge snydeprogrammer og snydesider nedsætter du også din egen evne til at kombinere bogstaver, og bliver herved automatisk dårligere til Wordfeud. Hvis du vil gøre dig håb om at blive en dygtig Wordfeud-spiller, så er der kun en vej, og det er at blive bedre til forstå spillet ved at spille det selv, vel at mærke uden hjælpemidler.

Hvis man derimod kombinerer en god spiller med et snydeprogram, så får man en spiller, der er næsten umulig at slå, men jeg tror nu ikke, at der er ret mange gode spillere, der vil nedværdige sig til det.

Hvis du vil vide mere om de hensyn, der skal tages, for at finde et godt træk i Wordfeud, så læs videre i vores bog: “Vind i Wordfeud”, hvor bogstavbalance, blottelser, blokader, linjeåbninger, angreb og forsvar og en lang række andre emner gennemgås i detaljer.

Hvis du vil vide, hvordan du vinder over et snydeprogram, så læs artiklen: Hvordan slår man et snydprogram.

Hvis du vil vide, hvordan man spotter en Wordfeud snyder, så læs artiklen: Spot en snyder i Wordfeud.

Og husk. Hvis dit snydeprogram er bedre til at spille Wordfeud end du er, så er det jo nok fordi det er klogere end dig, og det bør derfor ikke undre dig, at du bare bliver sat til at flytte bogstaver.