Hvad er snyd i Wordfeud?

Hvad er grænsen for snyd i Wordfeud. Det vil vi forsøge at besvare i denne artikel. Vi gennemgår de forskellige typer snydere. Grundlæggende er der to typer Wordfeud-spillere: “Clean” og “No-Clean”

Hvis du er “Clean”; ligesom siden her og redaktøren, så har du ret til at trykke på “Synes godt om” på denne Facebookside, du er velkommen i vore Turneringer og på vores sider. Du har udelukkende blyant og papir og eventuelt et tælleskema, når du spiller Wordfeud, og du opfylder dermed også kravene til Live-Scrabble.

Hvis du er “No-Clean”. Så skal du ind på denne her Facebookside. Her sælger vi Appen: “Cheat for Facebook”, som hjælper dig med at finde “Synes godt om”-felter på Facebook. Du skal dog selv trykke på felterne, ligesom du er vant til. Husk, at man ikke kommer i Wordfeud-himlen, hvis man snyder; så ender man med at spille Tvangs-Rumble og Mini-Draw-Something (kan kun tegne vaffelis) i et varmt lokale.

Snyder 1: Ekspertsnyderen

Ekspertsnyderne er de allerfarligste. De er stort set umulige at slå. De er nemlig dygtige Wordfeud-spillere, som ved alt om strategi, taktik med mere. De har et stort ordforråd, og de er eminente til at udnytte bonusfelter, til at lave blokader, linjeåbninger, defensivt spil og så videre. Derudover supplerer de deres høje stade med lige at bruge et snydeprogram til at checke, at de ikke overser en Bingo eller et godt ord, de ikke kender. De er sjældne, men så godt som uovervindelige. De taber kun, når de er meget uheldige med bogstaverne. De kan selv klare omkring 450-500 point per spil i gennemsnit, men kan “med lidt hjælp” nå over 500 point i gennemsnit.

Snyder 2: Robotsnyderen

De har en gang lært reglerne i Wordfeud, men det var egentlig slet ikke nødvendigt. Hver gang det er deres tur, tager de et billede af skærmen og starter deres snydeprogram. Så tager de det ord, der giver flest point og det skriver de så i Wordfeud. Af en eller anden grund, er der ikke nogen, der har programmeret den sidste fase med i snydeprogrammet, så man slipper for at tage billedet og hvor programmet så selv flytter bogstaverne i Wordfeud, men det kommer sikkert i næste uge til 6 kroner. Robotsnyderen er et imponerende slutprodukt af 3.5 milliarder års biologisk udvikling. (Ja, vi er pro-Darwin her på siden)

Snyder 3: Ordbogsnyderen

Ordbogsnyderen har en større arsenal af kryds-og-tværs leksikoner, en Retskrivningsordbog, Gyldendal Store Leksikon, Salomonsens Konservesleksikon, Fremmedordbogen, Nudansk Ordbog med mere liggende foran sig. Det er jo i orden at bruge den slags, så længe man selv skal slå ordet op i en bog. “Hvis jeg havde læst bogen før jeg begyndte på spillet, havde det jo været i orden”, tænker Ordbogsnyderen, mens han fortvivlet leder et efter ord med “C”

Snyder 4: Onlinesnyderen

Onlinesnyderen har altid Google kørende på en snydeside under spillet, men lægger vægt på, at man jo selv skal skrive bogstaverne ind på snydesiden for at få et godt ord. Den betydelige usikkerhed, der er i denne proces, gør jo, at “det er jo ikke rigtigt snyd, som dem der overfører skærmbilleder til et snydeprogram; det er altså rigtigt snyd”, tænker Onlinesnyderen.

Snyder 5: Ordlistesnyderen

For Ordlistesnyderen er det bandlyst at bruge ordbøger, men det er ok at have lister liggende med ord på 2-15 bogstaver, som man selv har skrevet ud fra nettet. “Det er jo bare lige for at checke et ord, og jeg skal vel ikke stilles ringere end den der kan huske alle 70 ord på 5 bogstaver med et C i”, tænker ordlistesnyderen.

P.S. Vi synes, det er ok, at en nybegynder har en liste over de korte ord foran sig, men den skal hurtigst muligt væk igen. Se mere om dette på denne side om ordlister.