Hvorfor ordet “HF” taber i Wordfeud i 2013.

Lad os sige, du sidder med “HF”, og du skal starte spillet. Hvis Wordfeud skifter til den nye “Retskrivningsordbog 2012 (RO2012) “, så kan det godt vise sig, at være en stor fejl at spille “HF”; faktisk kan du risikere at tabe allerede i næste træk ! Og hvorfor nu det?

Vi har tidligere undersøgt, om man kunne lave et låst spil i Wordfeud (Se indlægget: “Låst spil i Wordfeud“), og konklusionen var dengang, at det kunne ikke lade sig gøre at skrive to 2-bogstavsord over hinanden, så man ikke kunne skrive videre på dem; både “PC”/”CG” og “CM”/”MG” og flere andre, kunne der skrives videre på med lidt fantasi. Men med RO 2012 opstår der faktisk en mulighed for låst spil. Se følgende stilling:

Wordfeud. Kan man lave et låst spil.

Vi fik stillingen tilsendt fra to Wordfeud-spillere: Niklas Magnussen og Anders Skovsende som et eksempel på et låst spil, hvor man ikke kan komme videre. Det er også det absolut tætteste, man kommer på et låst spil, men desværre er der et enkelt ord, der kan lukke op for stillingen, nemlig ordet “BATCHFIL“, så dette er IKKE et låst spil i Wordfeud her og nu.

Problemet er nu bare, at ordet “BATCHFIL” er udgået i Retskrivningsordbogen 2012, så når eller hvis Wordfeud skifter til den nye ordbog i 2013, så er det altså en fejl at begynde et spil med at skrive “HF” eller “FX”, da man risikerer at modstanderen svarer med det andet ord og låser spiller. “HF” giver 7 point, “FX” bagefter giver 29 point, så man kommer bagud med 22 point. 29-7. Nu skal modstanderen bare lave nogle “SWAPS”, så håndværdien kommer ned på en 15 stykker, og så kan modstanderen med sindsro bare sige “PAS” og vinde spillet, når de to hænder skal trækkes fra scoren.

Man kan selvfølgelig give sig til at “SWAPPE” bogstaver, i stedet for at melde “PAS”, og det kan man sådan set godt blive ved med, men underholdningsværdien bliver selvfølgelig derefter, og før eller senere, så vindes spillet af den, der dør sidst.

Det er dog lykkedes for Niklas og Anders at lave et låst spil med de nuværende regler for Wordfeud. Det bringer vi her på siden i løbet af de næste par dage.

Det lykkedes en enkelt af vore læsere: “denmark123″, som jo også er en af de store bidragydere til Rekordsiden og i øvrigt også er en af Danmarks højest rangerende spillere, at løse opgaven. Tillykke.

En nærlæsning af siden: “Lås op for låste felter“, kunne have hjulpet alle dem, der gav fortabt.

Endelig burde Dansk Sprognævn måske lige have tænkt lidt over dette problem; inden de lod ordet “BATCHFIL” udgå, når det nu har en så vigtig funktion i Wordfeud. :-)

P.S. Vi har hørt rygter (fra pålidelig kilde) om at “BATCHFIL” måske alligevel er med i den elektroniske udgave af RO2012, selv om det kun står opført som et “underord”; så det kan være vi slipper for problemet.