Om Random-borde

Vi har jo hist og her skrevet, at vi ikke er så vilde med Random-bordene. Det er da sjovt nok at få 162 point ad gangen, men da vi jo snakker tilfældigheder, så opvejes det af alle de gange, hvor modstanderen så får 162 point, og så er vi jo lige vidt. Her et godt eksempel på, at Random-bordene svarer lidt til at spille lotto. Det er fra en turneringskamp, og næsten lige gyldigt hvor god min modstander er, så har han allerede tabt, og det er jo lidt irriterende for begge parter. Jeg behøver blot at spille blokerende i forhold til øverste venstre hjørne og midtpå nederst, og så indhenter han aldrig 162 point. Da det så samtidigt er en turnering, går det jo også ud over andre deltagere i turneringen, da jeg får en nem og formentlig høj sejr på en billig baggrund. Hvorfor spiller jeg så overhovedet Random? Det er jo nok fordi, det er rart at få 162 point inden frokost, når man nu er bagud i to andre spil på Standard bræt.